Neonikotinoider hæmmer humlebiers buzzbestøvning - Vilde bier i Danmark

Neonikotinoider hæmmer humlebiers buzzbestøvning

Foto: University of Stirling.

Foto: University of Stirling.

En spritny undersøgelse dokumenterer, at neonikotinoider hæmmer humlebiers evne til buzzbestøvning. Observationerne viste, at de neonikotinoid-dopede humlebier ikke udviklede deres evne til buzzbestøvning i takt med at de fik flere og flere erfaringer med blomsterne – de havde med andre ord tabt evnen til at lære nyt. Konsekvensen var, at humlebierne indsamlede færre pollenkorn.

Humlebier, der blev udsat for en dosis svarende til den de udsættes for i områder med neonikotinoidbehandlede afgrøder, indsamlede 47% til 56% færre pollenkorn sammenlignet med humlebier, der ikke udsættes for neonikotinoide pesticider.

Det er derfor nærliggende, som forfatterne til artiklen også gør, at slutte, at det har negative konsekvenser for humlebiboets evne til at producere afkom – hvilket i sidste ende er en reel trussel mod humlebierne og de arter af solitære bier, som også er afhængige af deres evne til buzzbestøvning.

Buzzbestøvning er en særlig form for bestøvning, som især humlebier mestrer, og det foregår ved at humlebien griber fat i støvdragerne, sætter dem i vibration og på den måde får frigjort pollenkornene, der så drysser ned på bien.

Læs artiklen med den nye undersøgelse her: Neonicotinoid pesticide limits improvement in buzz pollination by bumblebees

Se også omtalen af undersøgelsen på Stirling Universitets hjemmeside:
Pesticides may cause bumblebees to lose their buzz, study finds.


Video af buzzbestøvning

Denne video, som er optaget i sommer, viser en humlebi, der anvender buzzbestøvning. Optagelsen kører i slowmotion. Skru op for lyden og hør den snurrende summen – buzz’en.


 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Sæt bomærke ved sidens permalink.
  • Tilmeld dig vores nyhedsbrev