Alle arter af vilde bier i Danmark har fået danske navne. I 2016 offentliggjorde Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet en liste med danske navne på alle arter af vilde bier i Danmark. Tidligere var det kun de mest kendte og almindelige arter, som havde danske navne, mens de fleste andre arter af bier “kun” havde videnskabelige navne, som jo kan være svære at huske og udtale.
Som udgangspunkt er alle etablerede og velkendte danske navne bibeholdt. Men hvad angår den store flok af “navnløse” biarter, er der i navngivningen fulgt en række overordnede principper, såsom at navnet bør afspejle udseende, levested, fødespecialisering eller levevis, men også andre forhold har dannet inspiration og afgrænsning ved navngivning af biarterne.
Listen med de danske binavne er udarbejdet af H. B. Madsen, C. Rasmussen og H. T. Schmidt, og er tilgængelig på allearter-databasen.dk.