Latinsk navn: Andrena hattorfiana (Fabricius, 1775).
Årevinger (Hymenoptera), gravebier (Andrenidae).
Blåhatjordbien er en af vores største enlige bier, lidt større end en honningbi, op til ca. 16 millimeter lang. Den er en af vores mange arter af gravebier, altså bier som graver deres redegange i jordbunden. Reden er svær at lokalisere, da den som regel er skjult under lav vegetation, og den bortgravede jord ikke ligger i tydelige bunker udenfor reden.
Udseende: Den er forholdsvis let at genkende, i hvert fald hunnerne. Hovedet og mellemkroppen er blankt sorte, og med en krans af hvidlige hår mellem hoved og mellemkrop. Bagkroppen giver de tydeligste kendetegn: alle led er blanke, og mere eller mindre tydeligt adskilte af hvide hårbånd. Første, og især andet bagkropsled er som oftest orange med en sort plet på siden, ligesom bageste led også ofte er orange, med en sort spids i enden. Resten af bagkropsleddene er sorte. De orange farver kan dog variere meget, og man ser endda ofte helt sorte eksemplarer. Til gengæld er pollenkurvene på bagbenene altid tydelige og letgenkendelige, og som regel fyldte med lyserøde pollenkorn fra blomsten blåhat.
Hannen er meget vanskeligere at artsbestemme; den mangler helt de orange farver, bagkroppen er altså sort, og for øvrigt mere slank end hos hunnen. (Dog, for at gøre forvirringen total nævner i hvert fald det engelske ’BWARS’, at også hanner kan have orange led på bagkroppen). Hannen har naturligvis ingen pollenkurve. En hjælp til ID kan dog være, at også hannerne næsten udelukkende søger nektar på blåhat – man ser for eksempel aldrig en blåhatjordbi i en gul kurvblomst. Samtidig udelukker den store størrelse de fleste andre arter.
Livscyklus: Blåhatjordbien ses fra starten af juni til sidst i august, langt de fleste i juli. Hele dens livscyklus varer kun et år, og de har kun en generation årligt. De voksne bier kommer normalt frem fra rederne fra starten af juni. Hannerne kommer først frem, og patruljerer efter hunner ved bevoksninger med blåhat.
Efter parringen er hannernes rolle som sådan udspillet, mens hunnernes store arbejde starter. Hun graver en redegang i jorden med typisk 4-6 sidegange. I hver sidegang placerer hun et bibrød som larvefoder, ved hvilket hun lægger et enkelt æg. Bibrødet består af pollen klistret sammen med nektar. Dette gentager hun, indtil alle sidegange er fyldte, og hun starter en ny redegang op. Under normale omstændigheder når hun at lave tre redegange, før sæsonen er slut. Æggene klækker nede i redegangene, og larverne lever udelukkende af pollenklumpen, indtil de forpupper sig for til sidst at bryde frem fra puppen som voksne bier. De overvintrer i reden, og kommer cirka ti måneder efter æglægningen ud som en ny generation af voksne bier.
Fødekilder: Blåhatjordbien er det der hedder oligolektisk på planter i kartebollefamilien, langt hyppigst blåhat (Knautia arvensis), hvilket vil sige at dens larver næsten udelukkende lever af pollen og nektar fra disse blomster. Af andre kartebolle-arter kan primært nævnes djævelsbid og due-skabiose, hvilke dog begge er væsentligt sjældnere i Danmark end blåhat. Den voksne bi lever dog også af nektar fra flere andre blomster, for eksempel knopurt. Det snævre fødevalg betyder naturligvis, at bien ikke lever i områder uden rigelige bestande af disse blomster.
Blåhat: Planten blåhat trives bedst på tør, sandet og relativt næringsfattig jord, typisk tørre enge, overdrev og vejkanter.
Disse voksesteder er blevet færre og færre, dels som følge af næringsberigelse, dels intensivering i landbruget med mere effektiv ukrudtsbekæmpelse, ophør af kreaturgræssede marker, sammenlægning af marker med deraf følgende færre læhegn og markskel, – men desværre også fordi vejkanter og grøftekanter alt for mange steder klippes, som var de græsplæner – ofte helt unødvendigt. Og selvom blåhat som plante ikke er truet (den bestøves også af talrige andre insekter), kan bestandene blive så små og spredte, at de dårligt kan understøtte livskraftige bestande af blåhatjordbier.
Status: Blåhatjordbien er ikke rødlistevurderet i Danmark, men anses ikke for truet. Dens udbredelse i Danmark knytter sig naturligvis til områder med rige forekomster af især blåhat.
Bonusinfo: Blåhatjordbien har en såkaldt redeparasit, nemlig blåhathvepsebien (Nomada armata), der som en anden gøg lægger sit eget æg ved blåhatjordbiens pollenbrød, og derved selv slipper for arbejdet med at grave rede og samle føde til larverne.
Venligst fagligt kommenteret af Henning Bang Madsen.
Kilder: www.artsdatabanken.no, artfakta.artdatabanken.se, www.bwars.com, www.wildbienen.de.